Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Fix-Karreen

Velkommen til Fix-Karreen

Vi er en lille vuggestue med fire stuer med plads til 12 børn på hver, som har til huse i en rolig baggård på Nørrebro. Fordi vi er et lille hus, lærer børn, forældre og voksne hurtigt hinanden at kende på tværs af stuerne. Det skaber nærhed og en overskuelig og genkendelig hverdag for børnene og er en vigtig del af det, vi gerne vil være: et rart sted at være. For børnene, for forældrene og for os, der arbejder her.

Og ja, man kan faktisk godt hedde Fix-Karreen. Navnet fortæller en lille bid af områdets historie. Vuggestuen ligger på det, der tidligere blev kaldt Fix-grunden. Her lå engang Fix-vaskeriet, hvor der blandt andet blev vasket sengetøj og håndklæder til hospitaler og restauranter. Da vaskeriet blev revet ned, blev der bygget en karré af boliger på grunden. Vuggestuen fik plads midt i karréen, og sådan blev Fix-Karreen til.

I dag danner gården rammen om vores lille hus. Vi har en fast og genkendelig rytme, som giver plads til både leg, aktiviteter og fællesskab. 

Det enkelte barn i fællesskabet

I Fix-Karreen tager vi udgangspunkt i det enkelte barn og i det, barnet allerede kan. Vores børnesyn er, at børn, som kan, de gør det. Derfor møder vi børnene med blik for deres forskellige behov og støtter dem i det, der endnu er svært, så de får mod på at prøve selv og mestre nye udfordringer.

Selvom børnene er en del af det store fællesskab, foregår en stor del af dagen i mindre børnegrupper. Det giver os mulighed for at tilrettelægge aktiviteter efter børnenes alder og behov og skabe overskuelige fællesskaber med plads til alle.

Vi arbejder med temaerne fra den pædagogiske læreplan og skaber en rød tråd i huset gennem aktiviteter, bøger og sange. Målet er, at børnene bliver mødt med respekt, omsorg og positive forventninger, så de får tro på egne evner og erfaring med at være en del af fællesskabet.

Ro i hjertet af Nørrebro

Fix-Karreen ligger som en lille, grøn oase i en rolig baggård midt på Nørrebro. Her er der langt til byens larm, selvom vi befinder os lige i hjertet af byen. Fra vinduerne følger vi årstidernes skiften, og på legepladsen møder vi både fugle, egern og pindsvin. Fuglefløjt og fuglereder er derfor en lige så naturlig del af børnenes hverdag som livet i byen omkring os.

På grund af husets størrelse lærer børnene hurtigt rummene at kende og bliver trygge ved selv at finde rundt. Vi bruger alle husets kvadratmeter aktivt, så børnene gradvist kan blive mere selvhjulpne og gå på opdagelse i velkendte rammer.

Udelivet er lige uden for døren, og vi bruger både legepladsen, gården og nærområdet sammen med børnene. De mindste børn sover i barnevogne på legepladsen året rundt, så længe temperaturen tillader det. På den måde bliver udelivet en naturlig del af livet i Fix-Karreen.